Tilmelding af deltagere

Indstilling af deltagere

Ferielejren i Sverige er et tilbud for unge mellem 14 og 18 år, der har brug for at komme væk hjemmefra i en uge pga. fx. problemer i hjemmet, aflastning, socialadfærd eller bare manglende mulighed for en uges ferie med ligesindede.

Deltagerne bliver indstillet af enten sagsbehandlere, skolelærer, institutionspersonale eller Røde Kors afdelinger. I alle tilfælde vurderes deltagerens egnethed og behov for at deltage på lejren af lejrledelsen.

Indstillingen sker ved, at socialforvaltninger, skoler og institutioner kontaktes af Ungdommens Røde Kors i januar og februar med informationsmateriale om de forskellige lejre, samt forhåndstilmeldingsskemaer. Forhåndstilmeldingen udfyldes digitalt og sendes til lejrledelsen via Podio. På skemaet anføres det antal pladser man ønsker at reservere, og hvem der skal stå for betalingen af deltageren. Vi gør opmærksom på at denne forhåndstilmelding er bindende, med mindre vi kan afsætte pladsen til anden side.

Når vi modtager forhåndstilmeldingen, vil du efterfølgende modtage et antal oplysningsskemaer, på de pladser du har reserveret. Oplysningsskemaet udfyldes og sendes til os digitalt også via Podio. Herefter begynder vi at sende deltagerbreve ud til de deltagere du har tilmeldt.


Vi er en blandt mange

Ungdommens Røde Kors har i alt 22 lejre hver sommer i ugerne 27-30 med en fordeling af 17 børnelejre med deltagere i alderen 7-13 år og 2 ungdomslejre med deltagere i alderen 14-18 år. Ungdomslejrene er landsdækkende og modtager derfor unge fra alle landets kommuner, mens børnelejrene er regionsdækkende. Se mere om lejrene på https://ferielejr.dk/forside

Pris

Det koster 4.200 kroner at have en deltager med på sverigelejren. Dette beløb dækker alt fra bustransport fra centrale opsamlingssteder i Danmark til Sverige, til ophold, mad, aktiviteter osv. Ungdommens Røde Kors er en non-profit organisation og alle de penge, der bliver indbetalt i deltagergebyr bliver brugt på den pågældende lejr.

Beløbet betales enten af den indstillende socialforvaltning, skole eller institution eller i et samarbejde med den lokale Dansk Røde Kors afdeling, som evt. sponserer nogle pladser. Vi skal dog gøre opmærksomme på, at vi ikke formidler denne kontakt mellem indstiller og evt. bidragydere. Vi skal have informationer om hvem indstilleren er, og hvem der skal sendes en faktura til for betaling af deltageren. Dette udfyldes på forhåndstilmeldingen. Såfremt der ikke er overensstemmelse mellem indstiller og betaler om hvorvidt, der er indgået en aftale, hæfter indstiller for betalingen.

Hjælperne

Vi kan håndtere rigtigt mange forskellige typer deltagere, da vi er en stor voksenflok. Vi opretholder til en hver tid mindst en voksen til to deltagere, og det skaber en masse mulighed for individualitet, rum til forskellighed og overskud.

Vores hjælpere er alle frivillige i alderen fra ca. 23 til 45 år. Deres uddannelsesmæssige baggrunde er meget forskellige. For at nævne nogle få: Frømændssoldater, læger, sygeplejersker, studerende på videregående uddannelser, mekanikere, selvstændige, skolelærere, pædagoger og socialrådgivere. Vi er dækket godt ind! Ingen er her i vores professionelle funktion, men fordi vi har lyst til at give deltagerne en fed oplevelse, hvor de kan komme væk fra det de plejer.

Mange af vores hjælpere har været med på ferielejr i rigtigt mange år. Du kan ansøge om en plads her.